Et usikkert og dynamisk globalt politisk landskab påvirker virksomheders supply chains og skaber øget usikkerhed omkring både forsynings- og afsætningsmuligheder.
Regionale konflikter, skiftende toldbarrierer, ustabile politiske alliancer samt knaphed på ressourcer og forsyninger kalder på nye strategier og løsninger inden for supply chain management. Det stiller krav om øget fokus på resiliens, risikostyring og gennemsigtighed i forsyningsnetværket.
En robust og modstandsdygtig forsyningskæde udgør i stigende grad en konkurrencefordel i et stadig mere komplekst globalt marked.
Det praktiske
9. september 2025 9-13
AAU Innovate
Thomas Manns Vej 25, 9220 Aalborg Øst
Der er igen mulighed for at medbringe en kollega.
Prisen per deltager er 300 kr. incl. morgenbrød, kaffe og en sandwich / sodavand til frokost.
Du finder link til tilmelding i Linked-in-gruppen: https://www.linkedin.com/groups/66006/
Programmet
9-9.30 Velkomst og præsentation af deltagerne
9.30-10.30 Geopolitik og Sikkerhedsliggørelse af Teknologi
10.30-11 pause og networking
11-11.50 I en ny geopolitisk virkelighed stilles der stigende krav til robuste forsyningskæder
11.50-12.10 pause og networking
12.10-13 Global uro – lokal styrke
13- frokost
Geopolitik og Sikkerhedsliggørelse af Teknologi
v/ Lektor i kinesiske områdestudier, Jesper Willaing Zeuthen, fra AAUs Institut for Politik og Samfund
Jesper fortæller om de udfordringer, der i et stykke tid har været, når projekter involverer Kina, og diskuterer, hvad den nye geopolitiske situation i forhold til USA betyder for den øst-vestfragmentering af teknologier, der var godt i gang allerede mens Joe Biden var præsident. Tilhørere må meget gerne overveje, om de har haft særlige udfordringer, de kan dele, som vi kan tage udgangspunkt i. Særligt interesserede kan evt. læse dette kapitel om, hvordan Kina forlod Grønland. Jesper W. Zeuthen har boet i Kina fire år, taler kinesisk og forsker bl.a. i Kinas styring af sjældne jordarter samt digitalisering af dagligdagen i Kina.
I en ny geopolitisk virkelighed stilles der stigende krav til robuste forsyningskæder
v/S&OP Manager Jesper Hemdrup Kristensen, NORDEX FOOD
Resiliens i Supply Chain Management (SCM) handler om evnen til hurtigt at tilpasse sig uforudsete forstyrrelser. Sales & Operations Planning (S&OP) får i den forbindelse en endnu vigtigere rolle som beslutningsværktøj til hurtigt og gennemsigtigt at balancere efterspørgsel og kapacitet under usikkerhed.
Virksomheder må derfor gentænke deres SCM-strategier for både at sikre forsyning og bevare konkurrenceevnen. Jesper har en baggrund som forsker på Aalborg Universitet og vil i dette indlæg dele sine erfaringer fra både forskning og erhvervsliv.
Global uro – lokal styrke
v/CEO Carsten Wengel, KP Components
I dette indlæg deler Carsten Wengel sine erfaringer som direktør for KP Components – en af Danmarks største underleverandører inden for spåntagende bearbejdning, med speciale i CNC-bearbejdning af komplekse emner til hydraulik, energi og marinebranchen. Han fortæller om pres på eksporten til USA som følge af nye toldsatser, og hvordan virksomhedens produktion i både Vestjylland og South Carolina er en strategisk fordel. Carsten understreger vigtigheden af omstillingsparathed i en urolig verden og ser muligheder i de voksende investeringer i forsvar og infrastruktur i Europa.
